Dagens indlæg bliver et svar til en kommentar fra Ava, som jeg synes var så fin og relevant. Lad os tage den her overvejelse med ind i et fælles rum.

Vores tendens til at præstere...

Sådan som jeg oplever det som underviser og som menneske i det hele taget, så er det ikke så enkelt at slippe vores tendens til at præstere, fordi vi ikke har støtten til det og ikke føler tillid til, at vi må være åbne og undersøgende i vores opmærksomhed, selv om vi får at vide, at det er det, der er meningen.

Eller rettere... Der er to yderligheder, kan man sige. Den ene er ikke interesseret i kroppen som andet end et redskab til at nå et bestemt mål. Dvs. vi skal transcendere kroppen for at nå en indsigt. Meditationen kan ende i den yderlighed, hvis ikke den er dybt kropsbaseret og med det, mener jeg mere end bare at være opmærksom på kroppen, men det vender jeg tilbage til.

Den anden yderlighed ser det at træne kroppen som et mål i sig selv. Og det at praktisere yoga går hen og bliver en tingsliggørelse af kroppen. Vi stræber efter stillinger og perfektion igennem dem. Som om der var et endeligt sted, vi var på vej hen. Ashtanga yogaen, som den ofte bliver praktiseret er et godt eksempel på det.

Men hvad er det, vi har brug for for at kunne slippe vores præstationstendens?
En oplevelse af kærlighed til kroppen og alle vores mønstre, som de er.
Og med kærlighed mener jeg mere end en idé om kærlighed, men en oplevelse.
Oplevelsen af kærlighed opstår, når vi ikke lukker dele af os selv ude.
Indsigten er, at alle dele af os selv er forbundne og forbundne i en større sammenhæng, så de har aldrig været adskilte. Når vi bevidst tager imod oplevelsen af dem med visualiseringer eller andre redskaber i yogaen eller meditationen, så sker der et skift fra vores "normale" fragmenterede måde at opleve os selv på. Vi oplever os selv som hele. Trods vores skader eller vores handicaps eller vores "for tykke" eller "for gamle" eller hvad det nu kan være kroppe:-)

Problemet i en undervisningssituation kan meget vel være, at på den ene side får vi at vide, at vi ikke skal præstere, på den anden side får vi nogle kropslige "opgaver" som vi oplever som krav uanset hvad vores bevidsthed fortæller os. "Lad nu være med at præstere, Irene";-)
Åndedrættet reagerer, nervesystemet reagerer, kroppen spænder op, når vi bliver udfordret.
Det ligner meget det, vi kender fra andre situationer, hvor vi føler, vi skal præstere.

Så vi har valget mellem at holde yogaen på et kropsligt niveau, hvor vi ikke udfordrer den eller udfordre den og ikke være i tilstanden af kærlig opmærksomhed/helhed, som dybest set er det eneste, som heler os.

Eller hvad?

Der er en anden vej, og det er den, jeg forsøger at formidle, når jeg underviser.
For det første bringer vi ægte humor med ind i billedet. Vi forestiller os, at vi leger.
Som underviser taler jeg direkte til dilemmaet mellem at udfordre kroppen og holde sig fri af at præstere og taler også til, at det ikke er så let. Men at vi kan øve os.
Og vi øver os i at investere i nysgerrig iagttagelse i stedet for at lykkes.
Meget af tiden opdager vi, at det ikke er så let, men det er også okay.
Alt bliver en del af en legende proces.
Og der begynder den ægte glæde at opstå. En glæde, som udelukkende handler om at føle sig levende. Og vi er altid levende.
Friheden opstår ikke på den anden side af vores begrænsninger, men med oplevelsen af ikke at være fanget ind af dem. For når vi tænker efter, så betyder en grænse, at der også er muligheder.
Men at undgå begrænsningerne og at kæmpe med dem er lige store fejltagelser. Vi kan øve os i ikke at tage dem så alvorligt. At se dem som mere flydende og porøse. Som fine membraner, som vi kan ånde igennem og få en dyb kontakt til det, som også er virkeligt. Det, som findes lige på den anden side.
Vi er altid begrænset af det, vi ved, og det vi kan. Det på tyder ikke, at det på den anden side ikke er virkeligt, men det er heller ikke afgørende for vores glæde.

Hvis vi kan begynde at træne i bare at holde opmærksomheden på åndedrættets fine bevægelse i kroppen i en anerkendelse af, at kroppen er levende igennem alle udfordringer, så er vi godt hjulpet på vej. Krop, sind, åndedræt, nervesystemer, omgivelser er så intimt forbundne, og vi er kun begyndt at kratte i overfladen af, hvad det betyder.

At tro på helt ned på celleplan, at vi ikke alene er gode nok, men at vi er elskede, som vi er.

Som underviser er det min opgave at være til stede med ægte og ikke dømmende opmærksomhed. Jeg er nødt til at være ægte, åben og ærlig, fordi vi reagerer på det, vi mærker. Ikke det, vi får at vide. På den måde bliver min rolle at vise vej med min kvalitet af opmærksomhed. Practice, what I preach.

Som underviser vil jeg opfordre jer til at stole på jeres intuition i en undervisningssituation.
Hvis I ikke føler jer rummede, så stol på, at det er sandt, og ikke jeres "skyld", at I ikke kan give slip på trangen til at præstere.
Vi har brug for den støtte, og når den ikke er der indefra i starten, så er det utroligt vigtigt, at vi får den fra vores omgivelser, ellers slipper kroppen ikke, uanset hvor meget vi med hovedet beslutter os for at give slip.

Til gengæld når vi slipper og praktiserer med en ægte opmærksomhed på kroppen, som den er, er gaven en oplevelse af at være gennemstrømmet. Levende. Fuldstændig uafhængigt af omstændigheder. Og for at være ærlig oplever jeg det mest, når jeg holder mig til det enkle eller som et mirakel har jeg oplevet det på tidspunkter, hvor jeg har haft stærk smerte eller været udfordret følelsesmæssigt.
Når vi er tilstede og i kontakt med vores kerne og kan ånde derfra bliver overfladen mere gennemtrængelig, og det føles som at trække vejret gennem en fin membran, som forbinder til verden omkring mig.

Jeg mærker, at jeg ikke er adskilt. Jeg mærker, at jeg er dybt forbundet.
Jeg mærker, at alting forandrer sig. Det er essensen af at være levende.

Og det er fuldstændigt uafhængigt af ydre og indre omstændigheder.