Det er som om vi sætter en ære i at have travlt.
Vi snakker om, hvor travlt vi har.
Vi har ikke tid til hinanden, fordi vi har så travlt.
At have travlt gør os betydningsfulde og vigtige.
Vi mange jern i ilden, multitasker, breder os og fylder.
jeg, mig og mit :-)

Hvad med at sætte en ære i altid at have tid nok?
I ikke at skynde os?
I altid at have tid til at standse op og udveksle ord og erfaringer.
I at få øje på hinanden på gaden og smile.
I at bruge kontakten til hinanden til at slippe os selv...bare et øjeblik?

Hvad med at starte en stille revolution, hvor vi nægter at have travlt og sætte tempoet op for at nå mere, men til gengæld sætter tempoet ned og når mindre, men med større opmærksomhed?
Hvad forhindrer os i det?

I disse dage efter hjemkomst fra fjeldet får jeg øje på min egen tendens til at sætte tempoet op og fylde mere på, men indtil videre er det lykkedes mig at stoppe op og sige nej!
Nej, ikke nu. Jeg vil ikke nå mere. Jeg vil nå mindre. Jeg har tid nok!
Jeg nægter at leve livet "in the fast lane". Jeg vil bevæge mig sneglefart og opleve hvert øjeblik udstrakt som et waaauuuuwww. Øjeblikkets levende kvalitet!

Ligesom Neo i The Matrix, som stopper agenterne med et nej!

Nu hopper vi ikke på den længere.
Vi har gennemskuet, at det hele er et spil. Et fupnummer.
En illusion, og vi kan stoppe det med en håndbevægelse...og sætte tiden i stå.

Hver og en af os er The One, udvalgte til at sætte vores tid i stå og ændre verden.

Lige nu!