Perfektion

Jeg opdagede i forbindelse med, at jeg skulle begynde at undervise her i Sverige, at jeg var nervøs.
To ting triggede min nervøsitet:
At det var i en ukendt sammehæng, hvor jeg ikke helt vidste, om eleverne ville tage godt imod det, jeg kom med.
Og at jeg skulle undervise på svensk.

Frygt for noget ukendt er naturligt, og jeg kunne lægge den fra mig nogenlunde, men det var mere det med det svenske, der plagede mig.
Jeg tænkte på svenske gloser til undervisningen. Hvad hedder hoftebøjeren på svensk? Hvad med at fælde frem fra hofterne? Bred skulderbladene ud? Åh, og alle mine vise ord om, hvad yogaen handler om? Skulle jeg se mig selv reduceret til en underviser i fysisk træning? Ånd ind, gør sådan her, ånd ud og gør sådan?

Hmm... noget med mit selvbillede.

Pludselig gik det op for mig, at jeg havde svært ved at affinde mig med at være mindre end perfekt i en undervisningssituation. Jeg ville lykkes.
Da jeg fik øje på det, dukkede humoren op. Jeg underviser i at hjælpe folk til at slippe deres perfektionisme og tillade øjeblikkets levende kvalitet.
Men da det kom til stykket var jeg ikke meget for at slippe min egen perfektionisme.

Her havde jeg en mulighed for at praktisere det, jeg prædiker:-)
Og at skabe et rum først og fremmest for mine elever, hvor de føler sig accepteret, som de er. I den sammenhæng; skidt med, hvordan jeg fremstår.

Det hjalp. Jeg var nervøs, men tillod mig selv i situationen at fejle, at træde ved siden af og lære. Jeg er ikke fejlfri til svensk, men jeg kan lære, og det er en vidunderlig proces at kaste sig ud i.
At lære noget nyt.


Lad os (forsøge) at slippe vores trang til at præstere og tillade øjeblikkets levende kvalitet.
Livet bliver så meget sjovere og så meget mere levende.

Jeg vender tilbage med resten af historien om tommelfingeren senere.