When Death alone is certain
And the time of Death uncertain
How shall I live?
Når jeg ved, at jeg skal dø
Og jeg ikke ved hvornår
Hvordan vil jeg leve mit liv?
Dette er ikke et morbidt indlæg, men snarere en opfordring til at vågne op til,
at vores liv er uhyre sårbart, skrøbeligt og forgængeligt.
At spørge mig selv om igen og igen, hver dag, hvis jeg husker det, flere gange om dagen, hvis jeg husker det, hvordan jeg vil leve mit liv, når jeg nu ved, at jeg skal dø og ikke ved hvornår, vækker en oplevelse af intensitet og er en vedvarende undersøgelse af, hvad der egentlig er væsentligt.
Vil jeg bruge min tid på unødige bekymringer eller negative tankemønstre?
Når jeg ved, at jeg skal dø, skal jeg holde på smålighed og bitterhed?
Når jeg ved, at jeg skal dø, er det så så farligt at sige til og fra?
Når jeg ved, at jeg skal dø, behøver jeg at bekymre mig om mit ansigt udadtil? Hvad andre mennesker tænker om mine handlinger?
Når jeg virkelig lader den tanke bundfælde sig og mærker den i kroppen, så vækker den en intens taknemmelighed for at være her lige nu. At få livet forærende øjeblik for øjeblik. Også når det er udfordrende og svært at være menneske.
Når jeg ved, at jeg skal dø, er det så væsentligt at få ret? Er det okay at tage fejl?
Og at tillade mig selv at tabe ansigt og lære af mine fejl?
Være lidt humoristisk?
Har jeg noget at miste, når jeg nu ved, at jeg skal dø?
Behøver jeg flere Ting, eller kan jeg klare mig med mindre?
Vil jeg hobe op eller dele af det, jeg har?
Når jeg nu ved, at jeg skal dø ...
Når jeg ved, at jeg skal dø, er det allermest væsentlige ikke min intense oplevelse af mit levende liv mere end at forsøge at få mit liv til at se godt ud udefra?
At være taknemmelig for det, jeg har i stedet for at misunde andre det, de har?
At se min mirakuløse krop for det, den er!
At elske mine medmennesker i al deres unikke fejlbarlighed og deres skrøbelighed.
Alle dem, jeg møder. Alle dem, jeg anser for at være mine venner. Alle dem, jeg anser for at være mine fjender. Alle dem, som er mig allernærmest ... De skal alle sammen dø.
Hvert eneste menneske, som inspirerer mig i dag eller nogensinde har inspireret mig. Hvert eneste menneske, som har forårsaget mig eller andre mennesker lidelse.
Alle skal dø eller er forlængst døde.
Det er værd at standse op længe nok til at overveje dette spørgsmål.
Ikke lede efter et svar, men øjeblik for øjeblik at give det lov til at synke ind i al sin uforståelighed. Jeg skal dø, og jeg kan vælge, hvordan jeg vil leve mit liv ... nu.
Lader jeg dagene gå eller vågner jeg op og ser hvert øjeblik som en unik mulighed?:-)
Det er værd at standse op længe nok til at overveje ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar