Det kan være svært at få fodfæste om morgenen efter en nat med alt for lidt søvn.
Det er som om benene ikke helt når jorden, og øjnene sejler forvildede rundt i deres øjenhuler. Drømmene vil ikke slippe og virker mere virkelige end virkeligheden, som er tåget og sært farveløs, men langsomt i det tiltagende dagslys falder, om ikke alt, så det meste, alligevel på plads... tror jeg ...

En boblende fornemmelse, en slags stille sitren eller summen, en levende lattermild, næsten skamløs nysgerrighed, her fra morgenstunden, afslører, at alt langt fra er, som det plejer. Intet er, som det plejer.
På denne nye mærkelige dag kan alt ske.
Jeg funderer lidt over, hvad der er sket, og kommer frem til, at noget af drømmeverdenens farveintensitet og kraft og styrke og uforudsigelighed sivede med ind i de sarte morgentimer og er nu som et virusangreb på en computer ved at inficere alt i den virkelige verden.

Spændende!

På vej ned mod færgen hopper kæden af og uden kæde, ingen bremse. Så jeg triller i vild fart ned ad den stejle bakke, hujende og jublende over farten, alene denne søndag morgen i et øde Helsingborg. Må stille cyklen for foden af bakken og løbe resten af vejen. Når åndeløst frem, køber billet og springer op ad trapperne, svedig og intenst levende. En meget rolig, næsten apatisk, kontrollør tager imod min billet og siger med skånsk (næsten som nordjysk) tilbagelænethed: "Nu behöver du inte springa mer, jag skall också med färjan." Hvorefter han lukker og slukker og tager landgangen. Hvilket held, at jeg nåede med.

Vi sejler ud i tågen på må og få.

Nej, vi har jo nok en retning, men jeg kan ikke mærke den.

Står på dækket og mærker mine fødder mod det faste dæk, og mine øjne finder hvile på havets overflade, bølgeløs. Så vidt så godt.
Tænker, lidt undrende, gad vide, hvornår det skifter? Hvornår bliver alt, som det plejer?
Men selv ordene runger lidt hult derinde, ingen andre ord gør dem selskab, og der bliver stille igen.
En by dukker frem af tågen, og jeg ved, det må være Helsingør, for det plejer det at være, men alligevel kilder det i maven af spænding, da Kronborg vokser formidabelt frem under mine øjne, som om jeg selv skabte det lige nu i dette øjeblik.
Får øje på en hånd, som ligger der på rælingen. Var den der for et øjeblik siden, eller voksede den frem, da Kronborg gjorde? Min hånd? Den hænger sammen med en arm, som bliver til en skulder og så forsvinder i en tåge, som er det sted, (jeg) ser fra. Okay, det plejer at være min hånd, så det er det jo nok, også selv om dagen er underlig, og jeg lige har fundet på Kronborg.

Går ned, landgangen sættes af samme lakoniske skåning fra før, som absolut har masser af tid, mens ansigter omkring mig tripper utålmodigt, fordi de har travlt. Ansigter, som afspejler træthed, frygt, sorg, uro...?
Dagen er kommet bag på os alle sammen, og måske bærer de også deres drømme med sig, men de har øjensynligt haft andre drømme end jeg. De ser knapt så begejstrede ud, og jeg skammer mig næsten over min begejstring.

Hov, jeg har gransket dem for grundigt, og de begynder at danne en mælkehvid hinde, som afgrænser dem, og som lukker mit blik ude. Jeg når ikke ind bag muren, som godt nok ser gennemsigtig ud, men som ikke desto mindre er en mur. En mur, som betyder mig ... og dem. Mig indeni, dem udenfor. Som om vi ikke hørte sammen.
Børn, til en vis alder, må gerne komme ind, ikke voksne.

Tog mod Kbh. Jeg sætter mig forventningsfuld ind, klar til eventyr med andre rejsende i tid og rum. En meget pæn, ældre herre i jakkesæt, slips og ordner og i dagens anledning iklædt rastløse hænder sætter sig over for mig.


Fortsættelse følger. Resten af livet:-)
Ha' en god dag!

Let us awaken, awaken ...