Revolutionary change does not come as one cataclysmic moment (beware of such moments!) but as an endless succession of surprises, moving zigzag toward a more decent society. We don't have to engage in grand, heroic actions to participate in the process of change. Small acts, when multiplied by millions of people, can transform the world.
— Howard Zinn
Der er noget i gære...jeg er syg og forsøger at ligge i sengen, men det har aldrig været min stærke side. Så nu sidder jeg ved computeren og har endnu engang kastet mig ud i at sætte ord på. Sætte ord på...hvad?
Jeg er ikke bare syg, jeg er oprørt og vred over den måde, verden fungerer på eller rettere ikke fungerer på.
At Jordens rige ressourcer kommer de få til gode og ikke de mange, at vi er styrede af grådighed og nærighed i stedet for glæde og gavmildhed. Vi har muligheden for at gøre noget andet øjeblik for øjeblik. Som citatet ovenfor peger på, så er det de små handlinger, som kan vise os vejen, og som måske i sidste ende viser sig at være mest holdbare i processen mod at bygge et mere venligt og kærligt samfund. Som når vi arbejder i kroppen, ikke at kæmpe med vores låste og svage sider, men at få øje på dem og øjeblik for øjeblik lirke lidt, trække vejret, hvile lidt længere i en stilling uden at reagere. Kultivere venlighed, hvor vi egentlig gerne vil dømme og kæmpe imod eller flygte.
Samtidig er der helt klart muligheder for at handle i større sammenhænge. At deltage i sammenhænge, som fungerer mere globalt.
Jeg er medlem af Amnesty, som jeg støtter med penge og skriver anti-torturbreve for, og jeg har lige fået e-mail om en voksende bevægelse: Occupy Wall Street, som Michael Stone, en yogalærer og buddhist fra Toronto, er fortaler for. Unge mennesker, som vil give USA tilbage til amerikanerne. Aktivisme i sin måske bedste forstand.
Det er smukt og fint at sætte sig på en pude og meditere for indre fred, men så længe den verden, vi lever i, ikke er fredelig, så kan og bør vi gøre mere.
Fordi vi ikke er øer.
Vi er dybt og uadskilleligt forbundne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar