Stræben efter perfektionisme kvæler glæde.
Ren uforfalsket livsglæde er en direkte effekt af at give slip på vores stræben og acceptere livet, som det er.
Det virker som om, vi er opdraget til at tro, at vi skal være dygtige for at være elskede.
At vi skal være dygtige for at være noget værd.
At vi skal kæmpe for at være noget værd.

Når det faktisk viser sig, hvis vi har modet til at stoppe op og virkelig mærke efter, at det er i oplevelsen af nuet, at vi føler os forbundne, værdige og elskede.

Det betyder, at vi kan slippe kampen for at bestå.
Disciplin kommer til at handle om ikke at rette os ind og presse på for at komme ud på den anden side af vores uværdige, ikke slanke nok, ikke smukke nok, ikke begavede nok, selv, men at lande i en fuldkommen oplevelse af nuet ved at undgå at springe på vores tvangsmæssige adfærd for at undslippe at mærke...

Disciplin kommer til at handle om at kultivere modet til at møde os selv, som vi er.
Ikke at flygte fra de sider af os selv, som vi er ved at brække os over, som vi har svært ved at elske. At møde dem og have omsorg for dem. At indlemme dem i en forbundethed, som de allerede er en del af, men som vi forsøger at fornægte.

Jo mere vi ser ærligt på os selv, jo mere kan vi se ærligt på hele verden. Og det er så vigtigt, at vi gør det med venlighed.
Det er en disciplin, som gør vores verden til et venligere og smukkere sted.
det er en disciplin, som ikke er en raffineret straf for ikke at være gode nok og en stræben på at komme ud på den anden side, men en helliggørelse/en helingsproces.