Tænk på døden

Tænk på døden! Ikke som en ildevarslende og dyster tanke, som lægger låg på glæden og munterheden, men som en opvågnen til igen og igen, at livet er her og nu, og at det altid er, som det er! Netop til overvejelse af glæde som en mulighed, uanset omstændigheder.

I går var jeg nede at bade, som jeg er hver dag.
Store bølger. Jeg elsker det!
Står på trappen og er lidt i tvivl. Jeg er ikke dumdristig, men elsker bruset af liv fra havet.
Jeg kigger vurderende på bølgernes størrelse og kraft og tager en beslutning om, at jeg kan klare det. Hvis jeg bliver stående på midten af trappen og holder i gelænderet, kan jeg vente på en passende pause mellem bølgeslag til at kaste mig ud i bruset uden fare for liv og lemmer.
Stiller mig og lader mig overskylle af bølge efter tangfyldt bølge. Står selv som en levende skulptur af tang og bruser selv af liv.
Efter den femte eller sjette overskylning ser jeg en bølge, som er meget større end de andre rejse sig. For sent at klatre op af trappen, kan jeg mærke, hvordan alle muskler i kroppen spændes i forventningen om mødet med havets kraft. Så slår den imod mig, og jeg mister grebet om gelænderet. Jeg når ikke at tænke noget, men mærker et hårdt slag mod mit bækken, og så mister jeg bevidstheden.

Jeg kom til bevidsthed på den betonplatform, som trappen starter fra. Overskyllet af en bølge og på vej ud over kanten på den anden side. Rystende af chokket. Klatrede forslået, men levende op.

Det føltes, som man siger på engelsk, som "a brush with death".
Resultatet er berusende. Efter chokket har lagt sig. En intens oplevelse af at være levende. Også denne dag. Ingen garantier for flere dage end denne ene dag.
Og når det nu er sådan, hvordan vil jeg så leve mit liv?
Husker vi at overveje det? Husker vi at værdsætte og glæde os over livet?
Ikke som en eller anden overfladisk manisk rus af evig lykke, men som en værdsættelse af alle følelsers og stemningers foranderlige og levende kvalitet.
Ikke altid behageligt, men altid levende...