poem in Danish

Falder i søvn på en bænk på Christianshavn

Vågner op, træt og tung af et længselsfuldt savn

Åh, at lade alle lyde lande blødt uden krav

at være stille indeni som et nedsunket vrag

Langsomt vågner livet i mig her på havets bund

Fisk svømmer ind og ud ad vragets åbne mund

Jeg mærker, jeg savler og lukker i med et smæld

det bobler og siler vådt fra livets hemmelige væld

En fiskestime når at vende brat og svømme ind igen

I vraget er der trygt, hun er en gammel ven

det strømmer i mit indre, af 1000 fiskehaler,

jeg ånder lettet op, godt, det ikke er hvaler.

Klokken slår fem på Christianshavn, og jeg må op

jeg strækker modvilligt på min trætte, tunge krop

åbner ét øje, så to, og solen strømmer ind

mod min hud et kærtegn af en venlig sommervind

Et vragstedt tangbevokset skib stiger op fra havets bund

er stadig havgående efter en evighed på grund

boblende liv indeni af bløde fiskefinner

noget har forandret sig, og livsglæden vinder

Der er sket et mindre under, vil jeg mene

nu ved jeg vist, at jeg er aldrig helt alene

et tangbevokset skib på livets store ocean

bølgetop og bølgedal, på vej, men uden plan

Stævnen altid skumombrust. Vind i hvide sejl

altid hjemme her på havet, det slår aldrig fejl

i mit indre nipper fisk til bugens bløde væg

en gople glider ud og ind og leger lidt for skæg

Jeg rejser mig fra bænken og flår mit anker op

strækker søvnen ud af skrogets knagende krop

stævner ud i gaderne med liv i mit indre

mærker mine lys stråle og tindre

Godt at være levende, at mærke livet bruse

at mærke vinden, som flår i min bluse

Smiler til de andre, møder deres øjnes rav

de er også skibe på livets store hav